Sider

HL - keramik

HL - keramik
Keramik

tirsdag den 23. juni 2015

Vandfløjter

På Madeira blev jeg for et par år siden fascineret af en bod der udelukkende bestod af små kandefløjter. Ved at fylde kanden halvt med vand og puste gennem det tilhørende rør, fremkom en liflig fuglekvidder, der kunne varieres alt efter, hvordan man holdt kanden og hvor hårdt man pustede.


Lige siden har jeg haft lyst til at fremstille en fugl, der kunne noget lignende og nu er det endelig lykkes.


 

Men det er en lang proces den lille fugl skal igennem før den står klar til brug, så det kræver lidt tålmodighed.
Først formede jeg fuglen i ler, som jeg gerne ville have den færdige fugl til at se ud .
Så blev den skåret midt over, mens den var læderhård.
Derefter blev der lavet en gipsafstøbning af de to halvdele.


 
 
Da formen var tilstrækkelig tør, blev den fyldt med en stentøjsstøbemasse, hvor vandet blev suget op af gipsen og efterlod en tynd skal af ler, der efter en tid kunne vendes ud af formen.

 

 

 De to halvdele sættes sammen med flydende ler, mens de er læderhårde. Man har nu en hul fugl, hvor der skal laves en fløjte i halerøret. Det kan godt drille lidt, så det er det mest kritiske punkt i processen. Der skal også laves et lille hul i hovedet på fuglen, så luften kan slippe ud.
Så er der kun tilbage at dekorere fuglen før den skal tørre, brændes, glaseres og brændes igen.
Når man fylder fuglen halv med vand og puster i fløjten tvinges luften op gennem vandet, hvorved der fremkommer en kvidrende lyd inden luften forsvinder ud gennem hullet i fuglens hoved.
Normalt holder fløjtelyden sin styrke under brændingsprocessen, men det sker også den forsvinder undervejs.


 

I princippet kan man fremstille alle slags dyr til vandfløjter efter dette princip  --- men det lyder nu lidt forkert med kvidrende katte.