Sider

HL - keramik

HL - keramik
Keramik

tirsdag den 26. november 2013

Engle og nisser

 

Symboler fra religion og gammel hedensk overtro trives fint side om side her ved juletid.
 Det er stemningen og hyggen, der tæller. Og både engle og nisser skaber stemning.
Jeg har forladt drejeskiven her i November og leget lidt med formgivning, hvad jeg ellers ikke  beskæftiger mig særlig meget med.
Resultatet blev bl.a. disse nisser, der er solidt forankrede i strandvaskede træstykker og som udelukkende har til formål at skabe hygge.




Det blev også til nogle engle - stående og hængende. Den største af de hængende er rakubrændt.


 

tirsdag den 19. november 2013


Krukker


Disse små krukker er fremstillet i stentøjsler og brændt ved 1260 grader, så de er vandtætte og tænkt som bolig for en hyacint, en miniblomst ell. måske nogle få sukkulenter, som her.

 
 Jeg har ikke afprøvet det endnu, men forestiller mig også de kan anvendes ved fremstilling af små dekorationer her ved juletid. Krukkerne er ret tunge og står derfor solidt på underlaget.

fredag den 15. november 2013

 Julemarkeder

Om kort tid skyder julemarkederne op som paddehatte i hele landet.
Der er en vis stemning ved disse markeder, der varierer meget i størrelse og kvalitet, men som alle oser af jul, hygge og kreativitet.
Jeg deltager i to i år. Det første finder sted på Restaurant Sukkertoppen i Sakskøbing lørdag d. 23. nov.
Det andet foregår lørdag d. 30. nov. på Pogemosevej 14 nær Radsted hos Kirsten og Poul. www.kirstensblomsterbix.dk

Kravleglasur

Jeg har eksperimenteret lidt med kravleglasur her i efteråret. En meget simpel lertøjsglasur, der kryber under brændingen og resulterer i en meget tør og effektfuld overflade.
Til brugsting anvender jeg næsten udelukkende blanke og silkematte glasurer, der kan tåle en tur i opvaskemaskinen, mens denne effektglasur kan bruges til mere dekorative formål.

Her er et par eksempler på hvor forskelligt overfladen fremstår når man påfører den samme form to så forskellige glasurer.


 

 
 
Jo tykkere man påfører glasuren, desto mere kryber den og det kan bruges som en effekt i sig selv. Eksemplet ses tydeligst på klokkerne

onsdag den 16. oktober 2013

Traner

For flere år siden besøgte jeg Hornborgasøen i Sverige på det tidspunkt hvor tranerne samles der, før de parvis drager videre ud til deres sommeropholdssteder.
 At se alle disse elegante fugle spankulere og danse rundt i sneen, var en uforglemmelig oplevelse. Man kan være heldig at se mindre flokke passere det sydøstlige Danmark i marts/april på vej nordpå og så mindes jeg straks mødet med de store flokke.

 

Nu er tranerne på vej sydpå igen, men jeg har fået lavet et par i keramik, der har fået permanent ophold hjemme i min stue. Mine traner har været gennem en rakubrænding. 


torsdag den 5. september 2013

Glasurkursus

 

I juli måned tilbragte jeg en hel uge på Engelsholm Højskole nær Vejle for at lære noget mere om keramisk glasurfremstilling og -justering.
Højskolen var oprindelig et barokslot, der sammen med de omkringliggende bygninger fungerer som en kunsthøjskole i dag. Beliggenheden lige ned til en sø er fantastisk.

 
 Vores lærer (Claus Domine) havde lavet et omfattende program for dagene, så det gjaldt bare om at suge til sig og få afprøvet så meget som muligt. Den indstilling havde samtlige 14 kursister på holdet, så der blev arbejdet koncentreret med afvejning og blanding af diverse keramiske ingredienser. Skønt med alle disse kemikalier, der var linet op lige til at gå i gang med.

 
Hvor er det skønt at "nørde" sammen med en  flok der er lige så bidt af et emne som man selv er. Der blev udvekslet ideer og diskuteret til langt ud på aftenen. Og så gik man bare over på slottet og fik serveret sund og lækker mad, når sulten meldte sig.

 
Da ugen var gået kunne vi lave en hel togbane af alle vore brændte glasurprøver.

 
Skålene giver måske  et bedre indtryk af de opnåede farver.

 
Her er bordet hvor vi samlede alle vore prøver.
 Det var en skøn og lærerig uge, hvor jeg fik noteret en masse, som skal afprøves og udvikles videre i min egen kælder. En keramisk glasur kan nemlig ikke bare kopieres, men må finjusteres, så den passer til ens egen ovn. 


onsdag den 13. marts 2013

Påskemarked



Lørdag d.16.marts er der påskemarked hos Kirsten på Pogemosevej 14 i Radsted på Lolland fra kl. 10 - 15.00.
 
 
På hendes hjemmeside er arrangementet nærmere beskrevet. Jeg deltager også i år og har haft travlt med at fremstille diverse skåle, fade, vaser, karsekyllinger, påskepynt mm.
Her er et par fade lavet af stentøjsler og dekoreret med begittefarver før glasering. I forhold til det jeg normalt laver er det lidt af et stilbrud, men jeg har besluttet at udfordre mig selv lidt mere i den retning og se hvad der kommer ud af det.
 
 

Vaserne er også lavet i stentøjsler og designet med henblik på at få en enkelt gren/blomst samt et fyrfadslys til at harmonere sammen. Hasselgrenen burde have et gult lys i stedet for det hvide.

 


fredag den 1. marts 2013

Forår


 



I dag viser kalenderen 1. marts.
Foråret er kommet og jeg har lige forsynet min lille klovnefrugtskål i entreen med kolde, søde saftspændte æbler af egen avl. Æblerne står i papkasser ude på en overdækket terrasse tildækket med aviser og et enkelt tæppe.
Jeg mindes ikke vi nogensinde før har haft så skønne æbler helt frem til marts.
Normalt tørrer de langsomt ind, eller der går råd i nogle af dem. I år klarer alle sorter sig bedre end normalt og der er heldigvis stadig en del tilbage -  til glæde for os og solsortene.