Sider

HL - keramik

HL - keramik
Keramik

tirsdag den 14. juni 2011

Solcelletopstykke

Jeg holder meget af de små solcellelamper, der står og lyser op i sommernatten og kan godt lide tanken om at den lille lampe ikke skal have tilført ekstra energi for at lyse, men udelukkende bruger løs af den energi, den opsamlede i løbet af dagen.
Desværre er disse lamper ikke så kønne at se på i dagslys, så jeg har i et tidligere indlæg vist mit forsøg på at forskønne dem med lidt keramik.
I år har jeg så overført ideen til topstykker, der bruges til at samle de stænger klatrende planter slynger sig op af.
Denne blå lampe står og lyser op over en lilla/blå staudelathyrus. Blomsterne må jeg vente på lidt endnu, men lampen fungerer godt nok.



Disse tre er midt i produktionsfasen.

mandag den 13. juni 2011

Blomsteropsatse

Haveselskabet afholder havemarked på plænerne ved Rønnebæksholm (Næstved) lørdag d. 18. juni.
Her deltager jeg med en lille stand, så der har været travlhed i kælderen i den sidste tid.
En af de ting jeg har fremstillet er små blomsteropsatse. Formålet med disse opsatse er at hæve en dekoration lidt op over bordfladen og gøre den mere synlig uden at man nødvendigvis behøver at ribbe hele staudebedet.


Efter en tur rundt i haven med beskærersaksen er min ældste datter Mette gået i gang med at lave dekorationer.

Og her er så resultaterne. Lige nu bugner haven jo af blomster og urter, men dekorationerne  kan nemt  gøres mere enkle og stadig være lige dekorative.





torsdag den 9. juni 2011

Topstykker

Disse topstykker bruger jeg til at samle stænger der skal støtte klatrende planter. De er nybrændte og derfor lidt ferske i farverne, men vejr og vind skal nok sørge for at tilføre lidt patina.




Her er det stangbønner, der snor sig op af aluminiumsstænger beklædt med grøn plastik.



Små topstykker kan også bruges til krukker og urtepotter.

tirsdag den 7. juni 2011

Blåmejsen

Blåmejseparret har fået unger, så der er en livlig aktivitet ud og ind af munden på keramikhovedet, der er deres bolig pt. Gemalen fik lige et foto af den ene af de travle forældre på vej ind til ungerne - og se lige hvor farverne på fugl og hus passer perfekt sammmen.