Sider

HL - keramik

HL - keramik
Keramik

onsdag den 28. december 2011

Vineddikekrukke.

Min datter ønskede sig en vineddikekrukke med tappehane i julegave.
Hun vil til at fremstille sin egen vineddike. Formen skulle ikke være den traditionelle buttede franske, men mere cylinderformet og så skulle der være riller i glasuren udvendig. så den ikke "smutter" ud af hænderne, når man flytter rundt på den. Låget måtte heller ikke slutte for tæt af hensyn til den gæringsproces der finder sted, når krukken tages i brug.
Tappehanen skaffede hun selv fra  www.hjemmeproduktion.dk ,som i øvrigt er en spændende hjemmeside at besøge.


Her er så resultatet, som er fremstillet i stentøjsler og brændt ved 1260 grader, så den skulle nok kunne holde "eddiketæt." Nu glæder jeg mig til at smage hendes eddiker  - og bliver de gode kan det være jeg skulle fremstille en krukke til mig selv - men så skal det være en mere traditionel buttet fransk.


Der er huller i låget så luften frit kan passere og en stofhætte på indersiden af låget forhindrer støv og små insekter at trænge ned til eddiken.

lørdag den 26. november 2011

Klar til julemarked.

I dag har jeg pakket i papkasser og gjort klar til julemarkedet i Vallensved i morgen.
Børnene må ikke glemmes. De sidste par år har de fået lov at vælge sig en piv-i-røvfløjte. I år har jeg samlet en kasse med små figurer, perler og mindre keramikting med små skavanker. Børn skal ikke spises af med 2.sortering, men de ser ikke altid så kritisk på en lille skævhed eller lidt fejlglasering , som vi voksne gør.
Nu er jeg spændt på hvordan de tager imod det - og det er helt sikkert - voksne får ikke lov at købe ting fra børnebordet.

Udvalg af børnegaver

fredag den 25. november 2011

Ting til haven.

Når man er glad for sin have bliver man også let inspireret til at lave ting der kan anvendes til planter og fugle. Blomsteropsatse, topstykker og en enkelt potmaker er nogle af de mindre ting, der skal med på søndag. En potmaker bruges til at lave små urtepotter af avispapir. Heri prikles f.eks tomat, peber  ell. squashplanter om foråret så de kan danne ordentlige rødder inden de (og urtepotterne) plantes ud på deres blivende voksesteder.

Mejsekuglerne er monteret i klokkerne og klar til at blive hængt ud i træerne til glæde for havens små fugle. De fleste af disse ting er fremstillet i rødler.

onsdag den 23. november 2011

Smykker

Jeg har brugt stentøjs- og porcelænsler ved fremstillingen af årets smykker, som efterfølgene er monteret på hatte/reversnåle ell.sjalsnåle. De er lidt tunge og egner sig derfor bedst til brug på grovere stoffer eller strik.

Hatte/reversnåle.

Sjalsnåle


På sjalsnålene kan hovedet skrues af så perler og andre smykkedele kan udskiftes alt efter anvendelse.



Julepynt

Når man giver sig i kast med at fremstille julepynt i ler er det største problem at få minimeret vægten så meget som muligt. Ler er tungt og egner sig ikke til at hænge på tynde grangrene.
Derfor er støbning en god løsning. Man laver f.eks en klokke i den form man ønsker og tager en afstøbning i blød gibs. Når gibsformen er tør kan man hælde flydende ler i formen og der dannes hurtigt en tynd skal af ler, der bliver til en ny klokke efter den overskydende lermasse er hældt fra.
På denne måde er fuglene, klokkerne, hjerterne, kuglerne og de fleste kræmmerhuse fremstillet. Det gør dem lette og forskelligheden ligger i den efterfølgende dekoration.


Klokkerne er alle  monteret med knebel, så der er god klang i dem.


Jeg har brugt porcelæns- og stentøjsler til støbeprocessen.



Fuglene kan hænge på en gren ell. lign. Andre har hul i bunden og kan stå til pynt eller sættes på en pind og pynte f.eks i en blomst eller en dedekoration. De rakubrændte svampe anvendes på lignende måde.


Raku.
Jeg holder meget af at fremstille ting der skal rakubrændes fordi man bliver udfordret til det yderste, hvis man vil opnå et bestemt resultat.
Formen kan man styre og rent teknisk også lære at lave en figur der kan tåle store temperatursvingninger uden at revne. Vanskeligere er det at styre processen med farver og krakeleringer. Men udfordringer udvikler og øvelse gør mester - jeg tror aldrig jeg bliver træt af at eksperimentere med lerets muligheder.
Klovnene er gamle kendinge - måske skulle jeg finde et par strikkede  nissehuer frem til deres skallede isser, når de nu skal med på julemarked. Uanset hvad tror jeg dog ikke de holder op med at sende et smil til alle der gider kaste et blik på dem.


Jeg har også fået fremstillet nogle huse, der tåler fyrfadslys og forsøgt mig med et par lågkrukker , hvor håndtaget er træ, der er fundet på stranden i sommers. Krukkerne kan bruges som vaser, men det kræver at der indsættes et plastbæger, da rakubrændte ting normalt ikke er helt vandttætte.

tirsdag den 22. november 2011

Skåle med udskæringer.

Disse skåle er alle drejet i stentøjsler og derefter bearbejdet med en spids kniv mens de var læderhårde inden de gik videre til brænding og glasering.
Det kræver lidt tålmodighed og langt fra alle når hele vejen gennem processen - så meget større er glæden til gengæld når det lykkes og glasuren også arter sig nogenlunde som forventet.
De syner lidt sarte og skrøbelige, men er egentligt ret robuste pga. den høje brændingstemp. (1260 grader).



Skåle, krus og fad der også er drejet i stentøjsler og beregnet til hverdagsbrug og opvaskemaskine.

mandag den 21. november 2011

Julemarkeder

Lige nu bugner det med julemarkeder over hele landet.
I år deltager jeg i to. Det første fandt sted søndag d. 20.nov. hos Kirsten på Pogemosevej ( www.kirstensblomsterbix.dk ) Det var en rigtig positiv oplevelse med mange udstillere i de perfekte landlige rammer. Så der var meget at se på og tale om for de mange besøgende, der vovede sig ud i tågen.  Jeg fik desværre ikke taget fotos der er værd at fremvise, men Kirstens hjemmeside er et besøg værd.

Søndag d. 27.nov. går det løs hos Charlotte og Lars På Møllevej 5 i Vallensved.
www.julivallensved.blogspot.com
Her har jeg deltaget i flere år og det plejer at være en smadder hyggelig dag, som også foregår i perfekte rammer ude på landet. Sidste år blev vi tilmed begunstiget af et tommetykt snelag, der bidrog til den ægte julestemning.
Her er et billede fra sidste år og i de kommende dage vil jeg lægge fotos på bloggen af nogle af de ting jeg har tænkt at medbringe på søndag.

torsdag den 6. oktober 2011

Kakler

Som led i renoveringen af deres køkken ønskede et ungt par på Falster at sætte nogle kakler op på væggen bag deres komfur, men da de også gerne ville give pladsen et personligt præg, havde de svært ved at finde de "helt rigtige" kakler til netop den plads.
Ved en kollegas hjælp endte det med at de fik lavet en skitse med motiver fra deres dejlige have. Bemærk det skønne hønsehus med altankasser.


Det blev min opgave at overføre motivet til 36 kakkler - men det krævede en del udregninger. Det er jo ikke nok at forstørre motivet  - svind ved brændinger og plads til furer skal også indregnes, men det lykkedes ved fælles hjælp.
Her er så kaklerne der er fremstillet i porcelænsler og med blank glasur. De er monteret på væggen på nuværende tidspunkt, men jeg har endnu ikke nået at se det færdige produkt.

søndag den 18. september 2011


Frugtfestival i Sakskøbing

Her indvies festivalen med frugtsnoren der klippes over af Guldborgsunds
borgmester samt Adam Prise, mens Claus Meyer ser til i baggrunden

Hvert år i september afholdes frugtfestival i Sakskøbing by, hvor Sydhavsøernes  frugthøst fejres og festligholdes. Det var oprindelig Claus Meyer, der iværksatte projektet for 4 år siden. Med Turistforeningens, handelstandsforeningen og en masse lokale ildsjæle har projektet vokset sig større for hvert år og er nu en af de store lokale begivenheder, der har bidt sig fast.
 I år er der henved 60 udstillere og et hav af aktiviteter hen over de to dage festivalen varer. Folk strømmer til fra nær og fjern og de fleste har favnen fuld af frisk frugt og forædlede produkter, når de drager hjem - foruden alle de smagsprøver og andre kulinariske nydelser, der rumsterer i maven.
Jeg har taget et par fotos jeg gerne vil vise jer på bloggen.

Trængsel ved kogeø og boder.

Et af de festlige indslag er når der kampspises frugt. Syv kendte herrer dyster om hvem der kan spise mest frugt på 20 min.


Peter Larsen, som passer Claus Meiers frugtplantage på Lilleø, vandt i år, tæt forfulgt af fødevarerminister Henrik Høegh. I forgrunden kan man lige skimte to af mine klovne, som var præmierne til de to vindere.


Egentlig var frugtpigen tiltænkt som 1. præmie, men i kampens hede faldt hun ned fra frugtbordet og tabte sit æble, så hun blev erstattet af svampesamleren. Rakuklovnene er ca. 35 cm høje og de største jeg endnu har fremstillet i min primitive rakuovn.






























torsdag den 16. juni 2011

tirsdag den 14. juni 2011

Solcelletopstykke

Jeg holder meget af de små solcellelamper, der står og lyser op i sommernatten og kan godt lide tanken om at den lille lampe ikke skal have tilført ekstra energi for at lyse, men udelukkende bruger løs af den energi, den opsamlede i løbet af dagen.
Desværre er disse lamper ikke så kønne at se på i dagslys, så jeg har i et tidligere indlæg vist mit forsøg på at forskønne dem med lidt keramik.
I år har jeg så overført ideen til topstykker, der bruges til at samle de stænger klatrende planter slynger sig op af.
Denne blå lampe står og lyser op over en lilla/blå staudelathyrus. Blomsterne må jeg vente på lidt endnu, men lampen fungerer godt nok.



Disse tre er midt i produktionsfasen.

mandag den 13. juni 2011

Blomsteropsatse

Haveselskabet afholder havemarked på plænerne ved Rønnebæksholm (Næstved) lørdag d. 18. juni.
Her deltager jeg med en lille stand, så der har været travlhed i kælderen i den sidste tid.
En af de ting jeg har fremstillet er små blomsteropsatse. Formålet med disse opsatse er at hæve en dekoration lidt op over bordfladen og gøre den mere synlig uden at man nødvendigvis behøver at ribbe hele staudebedet.


Efter en tur rundt i haven med beskærersaksen er min ældste datter Mette gået i gang med at lave dekorationer.

Og her er så resultaterne. Lige nu bugner haven jo af blomster og urter, men dekorationerne  kan nemt  gøres mere enkle og stadig være lige dekorative.





torsdag den 9. juni 2011

Topstykker

Disse topstykker bruger jeg til at samle stænger der skal støtte klatrende planter. De er nybrændte og derfor lidt ferske i farverne, men vejr og vind skal nok sørge for at tilføre lidt patina.




Her er det stangbønner, der snor sig op af aluminiumsstænger beklædt med grøn plastik.



Små topstykker kan også bruges til krukker og urtepotter.

tirsdag den 7. juni 2011

Blåmejsen

Blåmejseparret har fået unger, så der er en livlig aktivitet ud og ind af munden på keramikhovedet, der er deres bolig pt. Gemalen fik lige et foto af den ene af de travle forældre på vej ind til ungerne - og se lige hvor farverne på fugl og hus passer perfekt sammmen.

tirsdag den 22. februar 2011

Strikkeweekend

For kort tid siden havde vi besøg af fem gæve unge kvinder en hel weekend. De er vilde med at strikke og samles jævnligt for at dyrke deres fælles hobby og hinandens selskab.
Det blev en festlig weekend med masser af garn, strik, snak, fjollerier, shopping og hygge.


Der blev også arbejdet med ler  - med- og uden drejeskive. Resultatet af anstrengelserne er nu nået til brændingen og jeg glæder mig til at se resultatet om et par dage.


Jeg nød sådan den weekend og lod mig rive med til selv at komme i gang med strikkepindene. Sweateren til vores barnebarn er nu endelig færdig. Den er strikket i Sanders mini alpakka - en blød og lækker garntype.


onsdag den 9. februar 2011

Keramik fra Madeira

Uha - jeg har vist forsømt bloggen ganske forfærdeligt de sidste måneder, det må jeg se at få rettet lidt op på.
Det meste af januar tilbragte jeg på Madeira. Skønt at kunne stikke af fra den danske vinter ned til varmen, hvor vi især blev betaget af den fantastiske natur. Selvom det også er vinter dernede, blomstrer mange planter på denne årstid og frodigheden er enorm i dette subtropiske klima.
Jeg var selvfølgelig på jagt efter keramik, men madreanerne har ikke megen kultur på dette område. Det meste jeg så var importeret fra Portugal og kolonier, der i tidens løb har hørt under Portugal.
I Den Tropiske Have i Monte stødte jeg dog på nogle enorme keramiske billeder, der ill. den portugisiske hisorie. Jeg tror der var ca. 30 ialt. 



I samme have  fandtes også keramiske billeder med religiøse og og botaniske motiver - alle i kæmpe format.


Mest imponerende var dog den prægtige vase 5,35m høj og 555kg tung. Den stammer fra det sydlige Afrika, men er fremstillet i samarbejde med nogle portugisere. I følge guinnes rekordbog skulle denne vase i 1992 være den højeste i verden. Da det ikke fryser på Madeira kan sådan ev vase holde til at stå udendørs                                                                        


 Tidens tand viser sig dog på denne vase, men takket være menneskelig omhu og snilde kan den nok være hjemsted for disse hotensier nogle år endnu.